Fødselsberetninger

Kristian's beretning

Maria var hurtig til at synes godt om ideen omkring hjemmefødsel.

Vores første barn blev født på Slagelse hospital, og det var en rigtig fin oplevelse. Lidt fødefabrik-fornemmelse over selve rummet og jeg tænkte bagefter, at det var lidt mærkeligt egentlig aldrig at have mødt dem, der deltog i fødslen. Men det var fint og det gik fint.

Jeg var kritisk overfor ideen med hjemmefødsel primært fordi vi bor langt fra holbæk. Går der noget galt føler jeg mig derfor langt væk fra læger mv.

Samtidig var mine forældre kritisk. De var faktisk kritiske hele vejen indtil de havde deres barnebarn i armene. Det følte jeg bare, at det var min, og måske især Maria's egen beslutning. Mine forældre skulle jo alligevel bare passe barn nummer et...

Transporttiden opvejes i min opfattelse af det beredskab og de rutiner der omkring fødslen. Det kommer jordemoderen garanteret ind på, og det fik fjernede enhver tvivl hos mig om sikkerheden ved hjemmefødsel. Er der nogen tegn på komplikationer kommer fødslen til at foregå på hospitalet som det ellers ville have gjort. Jeg må bare sige, at det at have mødt jordemoderen så mange gange, og være blevet fulgt så tæt igennem forløbet, har været en rigtig god og sikker oplevelse. Det er rart at møde et kendt ansigt end at møde en, der tilfældigvis lige er "på vagt" den dag. Jeg følte mig langt mere sikker på fødslen denne gang, og ikke kun fordi jeg har været der før. Det at jeg er hjemme, det at jeg har en funktion (jeg gjorde alt klart med bad, klude, afdækning, håndklæder, massage, mad, og skrue op for varmen mv.), det gjorde at jeg følte mig som en del af fødslen. I tilbageblik var jeg mere en tilskuer første gang.

Samtidig er selve fødslens forløb talt langt bedre igennem. Det betød for Maria, at hun kunne forklare sig ordentligt om sine ønsker til fødslen. Det blev ikke bare læst i en vandrejournal fem minutter før vi kom susende ind af døren. Det er for øvrigt en anden fordel - ingen transport tid. Der er dømt jordemoder transportable, og det er altså bare fedt. Ingen vand og blod i bilen, ingen stress og ikke noget med at skulle gå med veer.

For mig betød det, at jeg vidste hvad jeg skulle gøre og hvornår. Jeg følte hele tiden, at jeg vidste hvad der foregik, og jeg er rigtig glad for at have været en vigtig del af fødslen. Og da fødslen var overstået smed jeg nogle boller fra fryseren i ovnen, og så hyggede vi os med den lille ny inden vi skulle sove. Det slår altså hospitalsstuen any day!

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi tager nummer tre med, så kommer han/hun til verden nede i stuen.

Hilsen Kristian. Far til Aleksander på 2 måneder.

Christina Hansens beretning.

Her er mine ord af fødslen

Jeg vågner lidt i 4 natten til tirsdag ved at jeg skal tisse. Jeg kommer så ind i sengen igen, der går 2min og jeg er sikker på jeg tisser i sengen, men nej nej, det var vandet der gik.

Henrik vågner og spørger hvad det er jeg laver, da jeg løber frem og tilbage mellem sengen og toilettet. Jeg siger underligt, at jeg tror mit vand er gået: -Henrik springer op af sengen og siger ”er du nu sikker” og sådan noget. Der kommer lige en skylle mere, og vi bliver hurtigt enige om at det i hvert fald er gået nu. Vi går i seng igen da der ikke sker mere.

Henrik spørger hele tiden om jeg kan mærke noget, men intet. Kl bliver lidt i 5 og Henrik ringer til min far og fortæller at han ikke kommer på arbejde. Jeg snakker med min moar og vi bliver enige om at jeg ringer til hende når hun skal komme.

Et lille kvarter efter begynder veerne at komme, jeg bliver dårlig kort tid efter og må ud og kaste op. Øv, trist.

Henrik begynder at få noget varme på, her skulle jo være dejlig varmt når lillemand kom. Daniel kommer også op, da Henrik larmer en del, de begynder at få styr på alle tingene, finde de ting frem vi skulle bruge og fylde kar. Da klokken bliver omkring 6 ringer jeg til min mor, da det begynder at gøre rigtig ondt. Jeg regnede ikke med at det kom så hurtigt. Vi blivere enige om at hun kommer i tøjet, tager bagerbrød på vejen hertil.

Lige efter ringer Henrik så til jordemoderen, -de taler lidt frem og tilbage hvordan det står til med mig. Jeg får etlefonen, og vi bliver enige om at jordemoderen har tid til morgenmad, får din kaffe, ammer din datter og så kommer hjem til os.

Klokken bliver lidt over syv og min moar kommer. Jeg ligger i sofaen i fuld sving med veerene hver andet menut og kaster utrolig meget op.

Det står på til min jordemoder kommer omkring kl 8. Det går stærkt der ud af, så jordemoderen undersøger mig, og jeg er 3-4 cm åben. Klokken bliver omkring 9 og vi går op får at få ordnet det klyx.

Derefter ved 10 tiden undersøger jordemoderen mig igen, og min livmoderåbning er 7 cm åben. Der bliver brugt godt med ingefærklude. Jeg må komme i karret nu, så det gør vi. Der går ikke lang tid så skal jeg til at presse. Jeg har Henrik siddende ved min side, min moar tager billeder og sørger for ingefærklude, og selvfølgelig min jordemoder som sørger for at alt går stålende med lillemand. Smiler. Ja inden vi næsten havde set os om blev klokken 11.44 og vores søn kom til verden. Kunne det gå bedre.

Sikke en oplevelse. Henrik og Jeg er så glade for at vi valgte en hjemmefødsel, at vi hurtigt efter fødslen blev enige om at sådan skulle det også være næste gang. Ja selv min moar som blev lidt nervøs da vi sagde det skulle være en hjemmefødsel, hun var stolt og synes det gik så godt.

Mange kram fra den store familie!

Helle Mogensens beretninger.

3. gang er bestemt også lykkens gang.

Jubiiii… 2 streger – graviditeten var en realitet og inde i mig spirede et lille nyt liv, vores 3. ønskebarn.

Min 1. fødsel:

Hurtigt blev jeg optaget af, hvordan jeg skulle skabe de bedste muligheder for min kommende fødsel. I 2002 fødte jeg vores første datter på Roskilde Sygehus. Jeg havde sat mig meget ind i hvordan jeg ønskede at min første fødte skulle komme til verden. Jeg havde gået til yoga og fødselsforberedelse og var i troen om, at jeg kunne få ro og omsorg til at være i min første fødsel på sygehuset. Men da jeg var 13 dage over terminsdatoen og kom ind med veer der stoppede, da mine fødder ramte gulvet på fødegangen, oplevede jeg, at måtte kæmpe for min sag, så jeg fik ekstra udsættelse før de ”tilkoblede” mig drop med vestimulernede og allernådigst fik jeg lov til at komme ned i et kar. Jeg endte med at føde liggende på ryggen, tilkoblet ”overvågningsappart”, mistede kontakten til mig og det der skulle være MIN fødsel. Gik rigtig meget i stykker – men fik en skøn pige.

Min 2. fødsel:

Med min anden fødsel i 2005 svor jeg det skulle være anderledes. Jeg begyndte at undersøge mere om alternativer, talte med forskellige og på en eller anden måde opdagede jeg, at det var muligt at føde hjemme og tilkalde en jordemoder fra fødegangen. Fødekaret blev hentet og da det var tid ringede vi til fødegangen i Roskilde – de ville sende én af sted – det var dog godt at vi ikke havde ringet en time tidligere for så havde vi været nød til at komme ind, da de havde for travlt til at sende nogen ud af huset! Fødslen af vores søn var skøn. Med min mand og en veninde som fødselshjælper og en sød jordemoder følte jeg mig tryg og fik lov til at være i min fødsel – give tid og mærke efter, hvad der var godt for mig. En skøn dreng kom til verden i fødekaret – han var lige, som han skulle være og jeg havde kun fået et par små hudafskrabninger…og kort tid efter kom store søster sammen med mormor og morfar og alle 4 sov vi sammen om natten…det var så dejligt at kunne være hjemme.

Overvejelser:

Med to meget forskellige fødsler i min erfaringsrygsæk oplevede jeg, hvordan jeg pludselig fik tanker som: ”okay, det gik godt den ene gang og nu har jeg fundet ud af, hvordan jeg kan føde uden pres og vestimulerende drop – så kan jeg vel også gøre det på sygehuset!” Jeg havde også fået erfaring om at få en spontan abort, og på nært hold oplevet hvordan der kan ske frygtelige ting under graviditeter eller ved fødsler…. Pludselig fyldte det meget i mit hoved, hvad min læge havde sagt til min mand da vi ventede vores søn: ”min kone havde aldrig fået lov, der er jo så meget der kan gå galt” …og alle dem omkring os der havde sagt: ”hvordan tør I?” – så efter det 1. lægebesøg hvor lægen satte X i ”føde på sygehuset”, uden at tale med mig om andre muligheder, selvom jeg havde født hjemme før, tænkte jeg, at det var sådan det skulle være. Men da jeg så mødte op hos min jordemoder, Stine Brasgaard Thirslund (som senere er blevet vikar i hjemmefødselsordningen øst), mødte hun mig med noget ala: ”du har jo født hjemme sidst, så det skal du vel også denne gang?” – og efter snak og informationer om, at der nu fandtes en hjemmefødselsordning, vendte jeg hjem til min mand og fik talt mulighederne igennem. Med fuld opbakning til at gøre det der var bedst for mig arbejde jeg med min angst og frygten for om det også kunne gå godt 3. gang… jeg valgte både at bruge en professionel (psykoterapeut) og have samtaler med gode veninder og familie samt min jordemoder, så jeg fik sat ord på min angst og fundet frem til, hvad der var den største støtte for mig og bedst kunne skabe trygge rammer om min kommende fødsel.

Beslutningen blev en hjemmefødsel med brug af et fødekar. Derefter opstod overvejelser vedrørende hvem der skulle være til stede ved fødslen. Hvad med børnene? Skulle de være med og selv kunne bestemme om de ville være i huset under fødslen eller skulle de komme når det hele var vel overstået. Efter en snak med min ældste og læsning af forskellige bøger for børn der beskriver en fødsel, valgte hun at hun helst ville være hos sin morfar og så komme hurtigst muligt efter fødslen, og vi valgte at vores søn fulgte med sin søster. Der var også spørgsmålet om hvordan min mand kunne deltage? – jeg havde et ønske om, at han i den sidste fase af fødslen var med i karet, så han bedre kunne støtte mig fysisk og være en større del af fødslen…. Men hvis han var i karret – skulle der så også være en ”praktisk gris”? - og så var der jo lige udsendelsen ”orgasmic bearth” som både provokerede og imponerede….mange tanker blev tænkt og snakke blev taget – det var en spændende proces der gjorde os klar på det der ventede forude.

Fødslen:

8 dage over termin, havde jeg flere gange troet at nu var det nu, men så var det hele gået i stå igen. Jeg havde fået en mild hindløsning og det satte lidt gang i noget, men det blev ikke rigtigt til noget. – heldigvis var begge mine jordemødre tålmodige når jeg havde varslet at nu sker der vist nået – uden at det så blev til mere… Men en lørdag sidst på natten kom der rigtig gang i det, og trygheden i mig ved at huske, at sådan var det jo det føltes når de andre fødsler var startet spirede forventningsfuldt i mig. Kl. 5 ringede jeg til jordemoder Mie, som næsten lige var kommet hjem efter at have født med én fra min mødregruppe, snuppede et bad og var hos mig kl. 6. Jeg havde også ringet til mine forældre. Min mor kom som ekstra hjælper og min far var standby med de to store børn, der var ude og overnatte hos hver deres ven. Det var trygt og dejligt at min jordemoder kom ind af døren, så skønt at jeg havde mødt hende flere gange og oplevede hun havde fornemmelsen af hvem jeg var og hvad der var vigtigt for mig. Det blev nogle meget hyggelige timer der lå foran os på denne skønne forårsdag med solen skinnende ind af vinduerne. Der var brød og drikkelse i stuen og jeg vekslede lidt mellem at være i karet, i sengen, inde og få lidt at spise og være på badeværelset… min far kom også lige forbi før han hentede de store og tog dem med hjem til sig…. Der var en vis kaffehygge stemning, blandet med en respekt og ærbøringhed overfor processen. Trods gode veer udvidede jeg mig ikke så hurtigt, så der var heldigvis også tid til at jordemoder Mie kunne få en time på sofaen, i mens jeg arbejdede videre. Omkring kl. 11 kom Søren med op i karet. Det var fantastisk at mærke hans energi og nærmest kunne suge styrke til mig, på et tidspunkt hvor jeg oplevede, at jeg havde brug for hjælp til at klare den sidste fase og arbejde i de kraftige og på hinanden følgende veer. Da min jordemoder blidt havde prikkede i hinderne (vandet var ikke gået) og jeg mærkede begyndende pressetrang, dannede Søren rygstøtte for mig….jeg vidste jeg måtte op på knæ for bedst at kunne udnytte veerne og få barnet bedst ud. Efter min jordemoder nogle gange havde sagt: ” så er det nu…” skete det endelig og en skøn pige, Elina, kom til verden midt i en solstråle omgivet af hendes forældre og mormor, imens hun holdt godt fast i Jordemoder Mies finger og klokken var blevet 12.37.

Elina blev hurtig lagt til brystet og navlesnoren klippede Søren over efter ca. 40 min. Dér kunne der næsten ikke mærkes pulsering mere og med hjælp fra jordemoderen fik vi moderkagen ud. I den lille time havde vi 3 hygget os i vandet og mormor hentede varmt vand til fødekaret.

Efter det hele var vel overstået kunne der gives besked til morfar og storesøster og storebror om at komme og se lillesøster Elina.

En fantastisk oplevelse – med en støtte og kærlighed fra alle, der gjorde det nemmere at komme igennem de veer der virkelig bider og de øjeblikke hvor jeg tænkte ”hvordan kan det dog lade sig gøre at det lille væsen kommer ud og efterlader min krop intakt”… men det kunne lade sig gøre, jeg er så taknemmelig.

Eftertanker:

Jeg har undret mig meget over den manglende information fra min læge og også mine jordemødre fra de første 2 graviditeter. Det kan være helt svært at opdage, at vi gravide har et valg – hjemme eller på sygehuset.

Det havde stort betydning for mig at få et kærligt skub af jordemoder Stine til at få kigget dybere på, hvad der skabte min angst, så jeg i første omgang ikke ville føde hjemme igen. Det var en befrielse at få åbnet op for hvad der fyldte hos mig og derigennem genopdage min styrke til at skabe de bedst mulige rammer for fødslen af Elina.

Efter fødslen var det rigtig skønt at få besøg af Jordemoder Mie og lige tale forløbet igennem, og det var dejligt at se begge jordemodemødre efterfølgende til gruppe konsultation og lige som kunne ”binde en sløjfe” på hele forløbet.

Jeg anbefaler gerne hjemmefødselsordningen videre og takker jer for jeres nærvær og kærlige tilgang.

Med kærlige hilsner

Helle Nordahl Mogensen

En brugers beretning

Jeg overvejede allerede hjemmefødsel første gang jeg var gravid, men var alligevel for usikker på hvad fødsel og alt det overhovedet gik ud på. Men her anden gang var jeg slet ikke i tvivl om, at det var noget, jeg gerne ville prøve. Min første fødsel var en rigtig god oplevelse og det gik hurtigt, så hjemmefødsel virkede oplagt. Min mand var mere i tvivl og vi havde et virkeligt godt møde med en af de jordemødre som er tilknyttet ordningen i mit område. Vi fik lov at stille alle de spørgsmål vi havde - om sikkerhed, om det helt praktiske og om hendes erfaringer. Efter mødet var både min mand og jeg helt sikre på, at fødslen af vores andet barn skulle foregå i hjemmet. Jeg blev tilknyttet en hjemmefødselsgruppe med 3 andre kvinder og vi mødtes hver anden uge på skift i de forskellige kvinders hjem med en af de to tilknyttede jordemødre. Jeg oplevede at disse møder var meget berigende i forhold til at få talt om ens erfaringer fra sidste fødsel, ens forventninger til denne fødsel og også om den første tid med barnet i forhold til amning, søvn og de andre ting, som man ved kommer til at fylde noget. I tiden op til min termin følte jeg mig helt klar og tryg og jeg havde fået talt mine forventninger og ønsker til fødslen igennem på en virkelig god måde med de to jordemødre og med min mand.

10 dage før termin kunne jeg godt mærke at der begyndte at ske noget i kroppen og den nat vågnede jeg med veer af et minuts varighed og 4 minutters interval. Da de havde varet en halv times tid ringede vi til jordemoderen som valgte at hun gerne ville komme og se til mig, da min første fødsel var gået så hurtigt. Vi ringede også til min mor som kom midt om natten og hentede min datter. Da jordemoderen kom undersøgte hun mig og jeg var ikke særlig åben og vandet var endnu ikke gået. Veerne var heller ikke så slemme - jeg kunne nemt tale mellem dem og til dels endda under dem. Barnet havde ikke drejet sig det sidste stykke ned gennem bækkenet, så vi arbejdede med forskellige stillinger og øvelser som kunne få ham til at dreje det sidste stykke. Jordemoderen fik mig til at stå på knæ og albuer og brugte så et håndklæde lagt over lænden til at ryste mig fra side til side. Dette var utrolig dejligt men havde ikke umiddelbar effekt på daværende tidspunkt. Efter en rum tid blev vi enige om, at hun ligeså godt kunne køre hjem. Og 4 timer efter at veerne var startet, stoppede de igen. Jeg var ret skuffet, for jeg havde forberedt mig på at jeg skulle føde der. Min man hjalp mig dog til at tænke på det på en positiv måde - det var nok min krop, som gjorde klar til fødslen, så den kunne forløbe lige så godt som sidst. Sidste gang havde jeg også oplevet veer i dagene op til fødslen men dog slet ikke så regelmæssigt som her. Det hjalp at tænke på det på den måde og jordemoderen rådede os da også til at bruge dagen på at få hvilet og spist godt. Vi tømte heller ikke fødekarret fuldstændigt men lod størstedelen af vandet blive og lagde så låg på karret. Vores datter blev også hos min mor, så vi ikke skulle vække hende igen natten efter. Efter en dejlig dag, hvor jeg var gået tidligt i seng vågnede jeg så igen omkring midnat med meget kraftige veer med kun omkring et minuts interval. Efter et kvarter var jeg ikke i tvivl om, at nu var det seriøst og jeg følte, at det nok ville gå hurtigt herfra. Min mand ringede igen til jordemoderen som kom med det samme. Da hun undersøgte mig var vandet gået og jeg havde åbnet mig pænt. Vi lavede samme øvelse som natten før, hvor jordemoderen rystede mig hen over lænden og ud over at det var meget lindrende og fik veerne til at slippe når de bed sig fast i lænden, så følte jeg også, at der skete noget. Jordemoderen rådede mig så til at ligge på den side, hvor barnets ryg befandt sig. Her bed veerne meget kraftigt, men jeg kunne stadig være med og havde god hjælp af åndedrætsøvelser og af varme ingefærklude på lænden. Efter meget kort tid kunne jeg mærke at barnet drejede sig det sidste stykke og jeg fik næsten umiddelbart derefter presseveer. Jeg kom ud i karret og her koncentrerede jeg mig mest om ikke at presse med, da vi havde talt om, at min livmoder nok godt kunne selv. Jeg brugte derfor mest energi på at holde lidt igen og gispe. Efter en 10 minutters tid blev pressetrangen dog for stor og jeg blev nød til at presse lidt med. 4 minutter efter kom vores barn til verden, hovedet blev født på én ve og så kom skuldrene og resten af kroppen på næste ve. Jeg kunne selv bøje mig fremover mens jeg sad på knæ og tage imod ham. Det var helt fantastisk - jeg havde gjort det samme under første fødsel som også foregik i kar (men på hospital) og havde ønsket også at kunne gøre det denne gang.

Fra jeg vågnede med kraftige veer til jeg fødte vores søn var der kun gået halvanden time. Jeg havde dog på intet tidspunkt følt mig stresset. Jordemoderen viste et fantastisk overblik og nærvær, uden at forstyrre det flow jeg befandt mig i, og jeg følte at jeg nemt kunne føle mig rolig og tryg i mit eget hjem og i hendes kyndige hænder. Samarbejdet med min mand står også som noget helt fantastisk. Han fik virkelig lov til at være med og var en uundværlig støtte. Efter at moderkagen også var født kom jeg op af karret og ind på en madras. Her lagde jeg vores lille søn til brystet og han suttede virkelig fint fra første stund. Det var en dejlig rolig oplevelse at være i sit eget hjem også efter fødslen var overstået og at kunne sove i sin egen seng bagefter. I dagene efter holdt jordemoderen god kontakt til os og kom på besøg. Dette var også en meget tryg oplevelse. Jeg kom også i hjemmefødselsgruppen efter jeg havde født og vi har planer om fortsat at mødes, da vi har haft nogle virkelig gode snakke undervejs.

Min mand og jeg er helt overbevist om, at det også bliver hjemmefødsel næste gang. Alt i alt var det en tryg, rolig oplevelse, hvor jeg følte at jeg kunne være helt mig selv.

Tabitha's beretning

Min kæreste, Niels, og jeg ventede vores 2. barn, 2. planlagte hjemmefødsel. Niels arbejder i Norge, så han er væk 7 dage og hjemme 7 dage. Min termin var d. 29. juni 2012. Vi havde derfor aftalt, at jeg skulle føde mellem d. 20. og d. 26. juni, hvor han ville være hjemme.

Den 21. juni 2012, en dejlig varm torsdag morgen.
Efter Niels og jeg havde gået frem og tilbage til dagplejen med Anthon, begyndte nogle plukve-lignende tendenser. Klokken var ca. 9.30. Forskellen på disse og mine "normale" plukveer var, at de var mere nivende, sad dybere i maven og kom med 4-5min. mellemrum à 20-30sek. varighed. Jeg sagde til Niels, at dette føltes anderledes end det plejede. Vi udvekslede et blik fyldt med spænding og samtidig lettelse over, at Niels var hjemme fra arbejde. Jeg støvsugede og noterede tider for veerne, mens Niels gik i haven. Min tanke var, at dette ikke var noget, for der var jo ikke rigtig smerter, og jeg syntes heller ikke, at det tog til i styrke. Kl. 11.29 skrev jeg til Stine og jordemoderen, bare lige for at informere om situationen men skrev også, at de bare skulle tage den med ro. Der ville jo ikke ske noget indenfor de nærmeste timer.

Kl. 13.45 skrev jeg til jordemoderen, som havde vagten. Jeg havde lagt mig ned for at se, om det ville have indflydelse på veernes varighed og styrke. Der var 8-10min. mellem veerne, og de havde ikke taget til i styrke.

Kl. 15.30 kørte vores håndværkere, og kl. 16.04 skrev jeg igen til jordemoderen, da jeg følte en form for udvidelse i underlivet, men uden at være sikker i min sag. Der var nu 7min. mellem veerne, og de varede ca. 1min., og tog til i styrke, så jeg satte lyd på for at kunne holde hovedet koldt. Niels satte musik på anlægget for mig, så det ikke kun virkede som tidsspilde at ligge der, han gik i haven.
jordemoderen skrev tilbage, at hun lige ville kigge forbi indenfor 30min.

jordemoderen trådte ind af døren 16.39, og som med et knibs med fingrene, fik jeg nærmest én lang ve! Jeg kunne hverken sige hej eller noget, og jordemoderen sagde til Niels, at han skulle ringe til dem, som skulle være til stede, hvis de skulle nå det. Næste udfordring var klyx!! Jeg fik bakset mig på badeværelset med nogle gevaldige pust og støn. Det virkede umiddelbart uoverskueligt, at komme fra stående og ned til liggende på gulvet. Jeg var dog fast besluttet på, at det skulle gøres, så jeg kom ned og prøvede at klare klyx’en. Jeg kunne slet ikke få presset noget væske ind, så Niels måtte hjælpe. Han kunne heller ikke trykke noget af væsken op, men jeg følte at noget skulle ud, så jeg skyndte mig at smide ham ud fra badeværelset.

5-10min. skal man helst holde klyx’en inden man går på toilettet, så jeg holdt skarpt øje med uret og de 5min. Jeg nåede 3min., og så følte jeg, at jeg var ved at eksplodere, så jeg fik kæmpet mig op på toilettet. Kraftige presseveer startede med det samme, og første gang jeg gav en smule efter for disse, var det som en eksplosion! Bum, sagde det. Proppen røg og vandet gik, og jeg kunne mærke, at bebs var på vej ned i kanalen. Jeg kunne stadig intet sige, og tænkte kun på at holde igen, så jeg ikke skulle gå i stykker. jordemoderen kom ud på badeværelset til mig, da hun kunne høre, at jeg begyndte at presse. Efter max 5min. kom hovedet ud, jeg tog selv imod. jordemoderen klukkede lidt af mig, og skyndte sig så at hjælpe mig med at få resten af kroppen ud. Så begyndte jeg også selv at smågrine. Det var SÅ vildt.
En dejlig lillebror på 3100g og ca. 48cm. =O) Skønt.

Sådan kan en hjemmefødsel også foregå.
Endnu en fantastisk oplevelse med hjemmefødselsordningen og tak til jordemoderen endnu en gang.

Tabitha L.

En brugers beretning

Den morgen lillebror kom med de nybagte boller

Lykken var stor, da min mand og jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden. En lille efternøler til vores i forvejen to piger, Alma og Agnes på 6 og 9 år, var under produktion. Med en positiv graviditetstest melder der sig naturligt en masse spørgsmål og et af dem var, hvor og hvordan skulle fødslen finde sted.

Bag os havde vi to uproblematiske graviditeter og fødsler, som på helt traditionel vis havde fundet sted på sygehuset. Den første fødsel var en fantastisk oplevelse, den anden knap så fantastisk. Efter en skrækkelig køretur på næsten 45 km med veerne haglende ned over mig - mens jeg kastede op i et opvaskefad - blev vi mødt af en stresset jordemoder, hvor indgangsreplikken var: ”Så blev jeg taget fra mine administrative opgaver igen!” Jeg var 10 cm åben ved ankomsten, så vores dejlige datter var hurtigt ude. Men det gik åbenbart ikke hurtigt nok for jordemoderen, for hun havde efterfølgende meget travlt med at få moderkagen ud og sagde forklarende: ”Ja jeg kører på overtid og du vil jo også gerne have det overstået.” Dråben var dog, at hun ikke engang kom for at sige farvel. Velkommen er det sidste ord, jeg vil bruge om den fødsel…

Det forløb havde vi ikke lyst til at gentage – hverken køretur eller mødet med pågældende fødegang. Derfor faldt snakken hurtigt på hjemmefødsel og fra begyndelsen var vi begge med på ideen – det kunne kun blive alt det, som den forrige fødsel ikke havde været. Via hjemmefødselsordningens hjemmeside fandt vi hurtigt frem til den jordemor, som hører til vores område. Allerede to dage efter første mail sad den sødeste jordemor hjemme i vores stue. Det hele emmede af professionalisme, tryghed og alt den tid vi havde brug for. Efter det møde var der ikke den mindste tvivl, det skulle være en hjemmefødsel. Og alle de fordomme vi havde mødt om, hvorvidt det er sikkert med en hjemmefødsel i forhold til de traditionelle sygehusfødsler, var manet fuldstændig i jorden.

De næste 7 måneder kom vores jordemor på besøg ca. 7 gange og gerne en time ad gangen. Vi lærte hinanden godt at kende og der var ro og tid til at få snakket graviditet og ønsker til fødsel igennem. Selvom vi ikke fik brug for det, så gav det en enorm tryghed at vide, at vi altid kunne ringe til vores jordemor, hvis der skulle opstå spørgsmål eller problemer i graviditeten.

Få uger før termin sagde min mand Klaus til mig: ”Jeg er spændt på fødslen, men denne gang glæder jeg mig, for jeg tror, det bliver en god og hyggelig oplevelse.” Og præcis sådan havde jeg det også. De andre gange havde jeg frygtet fødslen, denne gang glædede jeg mig.

To dage over termin var vi til Sankt Hans aften hos gode venner. De har selv tre børn, hvoraf den sidste også er født hjemme. Aftenen sluttede derfor med, at vi så billeder fra deres hjemmefødsel. De fortalte med stor glæde om fødslen og jeg sagde meget kækt: ”Det går jeg da lige hjem og gentager.”

Hjemme igen ramte vi sengen omkring midnat. Jeg var dødtræt og faldt hurtigt i søvn. Kl. 4 vågnede jeg med det, jeg troede, var en plukve - syntes dog, at den nev lidt mere end de mange plukveer, jeg de sidste aftener havde været plaget af. 10 minutter senere kom endnu en og 10 minutter efter endnu en og jeg var efterhånden blevet så vågen, at det gik op for mig, at det nok var rigtige veer. Derfor vækkede jeg Klaus med ordene: ”Jeg tror, det bliver i dag, vi skal hilse på lillebror.”

Vi lå og hyggesnakkede lidt. Nu er Klaus - i modsætning til mig - udpræget morgenmand, så efter en halv times tid, stod han op. Jeg blev liggende og tænkte, at det nok var en god ide at hvile sig og samle kræfter til dagens store udfordring. Efter at have blundet lidt vågnede jeg op til duften af nybagt brød. Jeg gik ned for at se, hvad min kære ægtemand havde gang i og kunne noget overrasket konstatere, at han var ved at bage boller kl. 5.30 en søndag morgen. Jeg spurgte vrissende, hvad han dog lavede (ja lunten er lidt kort, når jeg har veer). Jo altså, når vi nu alligevel skulle have tændt ovnen for at varme håndklæder til lillebror, så kunne han jo ligeså godt slå to fluer med et smæk!

Efter at have fået styr på brødet i ovnen gik Klaus i gang med at puste fødekaret op. Vi havde på forhånd besluttet, at fødslen skulle være i vores stue, som er i åben forbindelse med køkkenet. Det tog ikke lang tid at dække gulvet af (det var bare en tynd presenning fra det lokale byggemarked), puste karet op og finde håndklæder. På gulvet lagde vi en gammel skumgummimadras, hvor vi redte en seng. Klaus begyndte at fylde vand i karet. Jeg var lidt bekymret for, om vandet ville nå at blive koldt, for oppe i mit hoved var der stadig mange timer til, at jeg ville være i aktiv fødsel. Ved mine to forrige fødsler er veerne også begyndt kl. 4 om morgenen og pigerne er født hhv. kl. 22 og 15, så det var lidt den tidshorisont, jeg regnede med. Derfor tænkte jeg heller ikke, at det måske var passende at ringe til min jordemoder – hun kunne ligeså godt få lov til at sove lidt endnu.

Mens Klaus var optaget af sine praktiske sysler, hang jeg ind over vores spisebord – det fungerede perfekt til mine veer, som stadig kom med 10 minutters mellemrum og som stadig ikke var kraftige. Der var en hyggelig og intim stemning i rummet. Mellem veerne nød jeg den stille morgenstund, duften af nybagte boller, de tændte stearinlys og min mand, som nød sin rolle som aktiv fødselshjælper. Udenfor regnede det stille – det ville blive en rigtig Sankt Hans dag.

Kl. 6.30 blev vi enige om at ringe til min svigermor og svigerfar, som skulle have pigerne under fødslen. De var ved at spise morgenmad og vi aftalte, at de skulle hente efter morgenmaden – der var stadig 10 minutter mellem veerne, så ingen grund til hastværk. Vi gik op for at vække pigerne. De var trætte, da de jo var kommet sent i seng, men da det gik op for dem, hvad der var på færde, fløj de op og begyndte at pakke sammen, som om de skulle være væk i flere dage. De var glade og sitrede af forventning, lidt ligesom når vi står tidligt op for at tage på ferie.

Kl. 7 begyndte veerne at bide lidt mere og 10 minutter efter besluttede jeg mig for, at jeg ville i et hurtigt bad. Under bruseren tog det pludselig til og i badet fik jeg 4 kraftige veer lige i rap. Det slog mig helt ud og panikken begyndte at melde sig, for nu kom veerne voldsomt og med 2 minutter imellem. Jeg tænkte kun på at få pigerne ud af huset. Da farmor og farfar kom lidt i halv otte, blev pigerne nærmest smidt ud og med dem ude af døren kunne jeg endelig overskue at ringe til min jordemor Inge. Jeg vækkede hende med det, der skulle vise sig at blive årets underdrivelse: ”Godmorgen Inge. Jeg tror, det bliver i dag, jeg skal føde.”

Da Inge hørte, at der nu var to minutter mellem veerne, mente hun nu nok, at hun hellere måtte se at komme op og ud ad døren. Nu vidste jeg, at børnene var ude af huset og at hjælpen var på vej, så panikken begyndte at lægge sig og jeg kunne samle mig om veerne. Jeg syntes dog, at veerne nev voldsomt nu og tænkte, om jeg havde fortrængt de to forrige fødsler – oppe i mit hoved måtte der nemlig stadig være en del timer til, at det hele ville være overstået.

”Nu kommer Inge vist” sagde min mand og aldrig har jeg følt mig så tryg og lettet, som da min søde jordemor trådte ind ad døren. Nu kunne intet gå galt, vi var i de bedste hænder. Inge mente, at jeg vist bare måtte se at komme i fødekaret, hvis jeg skulle nå at få gavn af det. Det var dejligt at komme i karet og kort efter begyndte lillebror at tynge nedad og pressetrangen meldte sig. Det hele gik stærkt, men Inge guidede mig rundt i karet med sikker hånd. Efter at have skiftet stilling fra liggende på alle 4 til liggende på siden med det ene ben over kanten, kom hovedet ud. Det var vildt at mærke det bløde, bløde hoved og det gav fornyet energi til at presse lillebror ud i næste ve. Lillebror blev født kl. 9.01, 45 minutter efter Inges ankomst. Det var bare helt fantastisk at sidde der i et badekar i egen stue med sit nyfødte barn i favnen. Især fordi det var gået så stærkt, var det ekstra dejligt at sidde i vante rammer med de to mennesker, som jeg i den situation var allermest tryg ved. Og denne gang var der ikke hastværk med at få moderkagen ud, den blev født en halv time senere, også i badekaret, og den stolte fader klippede navlesnoren.

Herefter stod jeg op af karet og lillebror og jeg lagde os over på madrassen, hvor han begyndte at sutte. Vi ringede til pigerne og 10 minutter efter stormede de ind ad døren for at hilse på lillebror. Det var så stort at se den spontane glæde de kom med og vi lå mere eller mindre alle 5 på madrassen for at studere vores nye familiemedlem, som vi allerede var dybt forelsket i. Imens lavede Inge sit papirarbejde.

Jeg var gået lidt i stykker, men en syning kan sagens foregå på gulvet på en madras og ja jeg bliver bedøvet fuldstændig som på sygehuset. Imens studerede far og søn hinanden, pigerne tegnede tegninger til lillebror på værelset sammen med farmor og farfar sørgede for at styre haveslagen i haven, hvor karets vand sørgede for ekstra pleje til vores stauderbed.

Da karet var tømt og jeg var syet, var vi alle med til at veje og måle lillebror og få ham i sit første sæt tøj. Herefter var det blevet tid til endelig at smage de nybagte boller og der sad vi så alle og spiste en forsinket morgenmad 7 timer efter den første ve. Da kl. var 12.30 var alt ryddet op og det var blevet tid til at sige farvel til Inge og tid til, at det meste af familien skulle have en lille middagslur. Mor og alle tre børn endte i dobbeltsengen. Jeg fik nu ikke sovet, for jeg var simpelthen for optaget af at kigge på mine børn og var ved at boble fuldstændig over af lykke.

Mange har sagt til mig, at det var flot, at jeg havde overskud til en hjemmefødsel. Jeg svarer hver gang: ”Nej, det er omvendt - jeg havde ikke overskud til en lang køretur og en sygehusfødsel.” Både min mand og jeg er glade for, at vi bor i en region, som gjorde det muligt, at vi som familie kunne få så fantastisk en oplevelse – næsten lige så fantastisk som lille August, som lillebror kom til at hedde.

Til alle jer der tænker: ”Sviner det?” Vi brugte 4 håndklæder og et lagen og efter en tur i vaskemaskinen var alt rent igen.

Vi har efterfølgende grinet meget af de boller, der absolut skulle bages søndag morgen. Forklaringen er ikke, at jeg er gift med en meget sulten mand eller Jamie Oliver. Derimod var Klaus tryg ved, at vi skulle være hjemme i vante omgivelser med en kendt jordemor og lettet over, at han ikke skulle køre med en fødende kvinde, og dette gav ham overskud til at gøre noget ekstra i situationen.

En brugers beretning

Hjemmefødsel – på fødegangen

Man kan ikke sige om mig, at jeg er et specielt nervefast og modigt menneske, men jeg valgte med stor sindsro alligevel at være hjemmefødende.

D. 23.4 2012 var jeg sat til at føde en skøn lille pige. Min mave var enorm, og jeg gik og smugønskede, at hun ville beære os med sin ankomst en uge eller to før forventet. Men tiden gik og weekenden op til termin forudsagde min mand, Peter, at hun ville ankomme om tirsdagen – dagen efter termin, for han havde travlt om mandagen!

Jeg havde fået fortalt, at der kunne lyde et lille klik, når vandet gik, og mandag aften, midt under oplæsning af Hodja fra Pjort for min store dreng på 5, lød et lille klik – og vandet gik. Sønnen sprang ud af seng og halvdøs, mumlede nervøst, at nu håbede han da, at hun ikke ville komme ud lige nu, sprang i mine store gummistøvler og galoperede over til sin far på værkstedet gjaldende: Far, far, vandet er gået, vandet er gået!

Kl. var 20.20 og sønnike pakkede en taske og gik ind til vores rare nabo. Der var lidt plukveer, men intet, der lignede rigtige smertefulde og voldsomme veer som på film, og intet, der mindede om den ve-storm, jeg havde under første fødsel, og som var årsag til mit valg af hjemmefødselsordningen. Dengang gik jeg nemlig i panik og husker de 6,5 timer som et langt angstfuldt mareridt – på trods af fantastiske veer og en hurtig fødsel!

Jeg havde aftalt med mine 2 jordemødre, at jeg skulle kontakte dem så snart der skete noget fødselsagtigt i min tilstand, pga. første fødsels hurtige forløb og min bopæls beliggenhed langt ude på landet. Derfor ringede jeg straks til jordemoderen, og vi aftalte at alle skulle få sig noget søvn. Jeg skulle ringe, når veerne gik i gang, og så ville hun komme med det samme. Kl. 02 om natten, ganske rigtigt om tirsdagen, som manden havde forudsagt, vågnede jeg med mere regelmæssige og tydeligere veer. En halv time senere var der ca 6 min mellem hver ve af 1 minuts varighed, og kl 03.10 stod min jordemoder i vores dør. Badekarret var ved at blive pustet op, der var tændt duftlampe og stearinlys og brygget kaffe. Men veerne var gået i stå!

Og så snakkede vi, imens vi optimistisk ventede på de stærke veer, vi vendte al verdens fornuftige og ufornuftige anliggender og hyggede os lige til jordemoderen kl. 5.30 foreslog at vi alle tog os en lille lur. Kl. 6.45 stod vi op igen, veerne udeblev, så min jordemoder løsnede hinder og satte nåle i og lærte Peter at ruske mig i et tæppe. Så tog hun hjem igen og vi nybagte forældre in spe forsøgte at kysse lidenskabeligt for at udskille gode hormoner, vi gik ture, jeg blev rusket i tæppet, men intet skete. Kl. ca. 15 stod jordemoderen her igen og satte nye nåle i og vandt min søns, som lige var hjemme at vende efter SFO´en, hjerte for evigt, fordi han fik lov at sætte nåle i hendes hånd – hvorefter jordemoderen tog hjem IGEN.

Hmmm, nu stod badekarret bare der og visnede, jeg var ved at være træt, men for spændt til at sove, og tiden bare gik og gik. Og vi skulle jo nå at byde velkommen til vores lille prinsesse inden d. 25., så Peters forudsigelse kunne holde stik.

Jordemoderen gik i tænkeboks. Normalt skal man sættes i gang 24 timer efter vandafgang for at mindske risikoen for infektion, og da min søn fik meningitis lige efter sin fødsel, kunne jeg være bærer af en streptokop B – som jeg dog er blevet tjekket jævnligt for uden fangst under graviditeten. Derfor foreslog jordemoderen at jeg skulle indlægges lidt tidligere, også for at imødekomme Peters magiske forudanelse?.

Så vi mødtes 17.30 på Holbæk fødegang.

Det er helt fantastisk og trygt at man kan have sin hjemmefødselsjordemoder med derind, og oplevelsen af at være hjemmefødende forsvinder derfor ikke.

Kl. 18 fik jeg antibiotika og vedrop. Ganske stille og roligt satte min jordemoder dosis i vejret og kl. 20 havde jeg regelmæssige veer og kunne ikke længere deltage på lige fod med Peter og Miejordemoderen i de aldeles interessante samtaleanliggender.

Indskudt skal jeg fortælle, at jeg 4 uger tidligere havde investeret i et program fra noget der hedder Smertefri Fødsel. Det bygger på forskellige visualiserings- og meditationsteknikker som forbereder en til at imødekomme veer og fødsel. Jeg havde trænet som jeg skulle i godt tre uger – det var let tilgængeligt for mig, da jeg tidligere har mediteret meget, men jeg havde egentlig valgt at droppe at bruge teknikken, fordi jeg var bange for, at det ville bliver for kontrolleret for mig og at jeg ikke ville kunne komme ind i et ordentligt flow. Derfor havde jeg ikke trænet helt efter bogen, men de ca. tre uger med daglige øvelser havde alligevel sat sit præg. Jeg forestillede mig at jeg gik på Caminoen efter min trimmede veninde, som beroligede og opmuntrede mig under hver ve, det var min visualisering, og hver ve afsluttede jeg med et AHHH og et smil, som jeg havde lært af min jordemoder. Presseveerne gik i gang af sig selv ca. 22.30 og her var jeg måske mindre smilende, men alligevel tusind gange mere cool end under første fødsel og fuldt ud til stede under hele forløbet. På et tidspunkt siger min jordemoder: nu skal du slippe hende, og jeg tænkte, som jeg havde læst i smertefrifødsel-kompendiet, at jeg kunne føde en basketball, hvis det skulle være. I næste ve var baby faldet helt ned og var klar til sidste ryk. På et tidspunkt kunne jeg intuitivt mærke, at jeg skulle skifte stilling og fandt selv på en teknik med at lirke den lille baby ud og efter 27 minutter med presseveer fødte jeg lille vidunderlige Billie, som var stjernekigger, og derfor kunne have været meget længere tid om at komme ud. Jeg er meeeget stolt og glad for hele forløbet og føler mig stadig nogle gange stærk som en okse, når jeg tænker tilbage på mit fødselsdøgn med min egen hjemmefødselsjordemoder.

Læs flere beretninger i dette fine dokument lavet af vores brugere.

Region Sjælland